Der er så mange historier, som vi kan fortælle om os selv. Og på samme tid så er livet lige nu. Vi har alle en masse med os fra vores fortid. Det der betyder noget for vores udvikling er, hvordan vi bruger det i vores nutid.
Jeg har altid vidst at jeg ville arbejde med mennekser og udvikling
Først troede jeg at jeg skulle lave udviklende dokumentar- film. Men hurtigt fandt jeg min vej ind i psykologien og psykoterapien allerede da jeg var 23 år.
I starten af 20’erne fik jeg gennem terapi gennemborret min barndomshistorie og det var ikke for sarte sjæle.
Jeg har altid været utrolig følsom og havde som ung svært ved at lukke ned for andre menneskers følelser. Jeg mærkede det hele og alle dem der var omkring mig.
Jeg har i dag lært, at det er en gave at være åben i mit system og bruger det som en ressource i mit møde med andre mennesker.
Jeg elsker chokolade og være blandt mennesker der tør vise sig. Det tryggeste rum for mig er, når vi er sammen, med alt det som er – lige nu. Også selvom det ikke er pænt eller nemt.
Min største aversion er stagnation. Stagnerede følelser og frygt ødelægger os. Mens en åben blød og sårbar krop kan heale alt.
Jeg lærte tidligt at knokle. Intet kom nemt, men meget var muligt, hvis jeg bare knoklede derudad. Og det gjorde jeg. Da jeg var 23 år læste jeg på universitetet og tog en 4-årig psykoterapeut uddannelse samtidig. Så startede jeg på en 2 årig coach-uddannelse, mens jeg arbejde fuldtid som handicap hjælper for at betale for det hele. Da jeg var 27 år begyndte jeg at få min 3 skønne børn, mens jeg knoklede videre.
Jeg startede min praksis op med at have familieterapi og parterapi. Det gik godt, men jeg var meget alene om mine tre små børn, da min mand arbejdede hele tiden. På et tidspunkt blev jeg syg.
Derfor tænkte jeg, at jeg skulle tage 2 måneder fri for at komme mig. Jeg gik til mange behandlere og jo flere ting jeg gjorde for mig selv jo mere syg blev jeg. Det var først da jeg havde ligget i vores annex en hel måned at jeg begyndte at få det bedre. Det efterår gik jeg i skoven hver dag i flere timer. Langsomt. Uden retning. Jeg var bare.. Connectede med naturen. Krammede træerne og gik på bare tæer.
Mit nervesytem faldt til ro og jeg begyndte at mærke ind. Et virkeligt dybt sted. Noget kaldte på mig og jeg hørte “Du skal gå med hjertet forrest – du skal gå med hjertet forrest – du skal lave kvindecirkler”.
Dengang vidste jeg ikke hvad kvindecirkler var. Jeg havde terapi-grupper, men noget andet kaldte på mig.
Så jeg startede mine cirkler op og det var fuldstændig fantastisk. De har udviklet sig gennem årene, men har hele vejen været sådan et nærende sted at være.
Jeg er blæst helt bagover, når jeg ser hvor healende naturen og fællesskaberne kan være. Hvor meget næring og støtte der er at hente her.
Jeg tænker næsten altid over, at at vi har kun ét liv og vi skal huske at være tilstede i det. Standse op, mærke ind, forbinde os til hinanden og naturen. Være i kroppen og mærke sjælen. Lytte til vores intuition, som viser os vejen, hvis vi er modige – eller bare ikke kan lade være.
Lea Brix
Vi healer gennem kontakt
til os selv, hinanden og naturen.
Velkommen smukkeste kvinde
Jeg tilbyder kvindegruppe-forløb, supervision og individuelle sessioner med udgangspunkt i
nervesystemet, forbundethed, kroppen, blødhed, naturen og langsomlighed.
